I torsdags, den 14. marts, inviterede vi, i samarbejde med Odense Robotics, vores medlemmer på netværkstur til R-24, Nordens største messe inden for robotteknologi. Over 40 af vores medlemmer deltog på en dag, hvor vi dykkede ned i de nyeste tendenser inden for robotteknologi, med et særligt fokus på anvendelse i den maritime sektor.
Morgenmad og maritime fremtidsvisioner
Dagen begyndte med morgenmad, netværk og et oplæg af Mads Skovgaard Rasmussen fra DFDS, der gav et indblik i, hvordan DFDS arbejder med innovation og robotteknologi, og hvordan automatisering kan spille en nøglerolle i at mindske CO2-udledningen og øge sikkerheden i den maritime branche. Et oplæg der lagde op til nysgerrige spørgsmål og frugtbare samtaler om fremtidens udfordringer og muligheder.
På dybt vand med teknologiske tendenser
Efterfølgende fulgte en konference på scene 2, der dykkede ned i de teknologiske tendenser, der præger det maritime landskab. Fra SIMACs Thomas Gulløv Longhi, der navigerede igennem nuværende og kommende strømninger i teknologien, til DanaDynamics’ Rasmus Glintborg Lautsen, der skitserede transformationen af standardfartøjer til maritime droner, og Inrotechs Carl Erik Skjølstrup, der udforskede robotiseringens rolle i skibsbyggeriet. Denne konference satte sejl mod nye horisonter inden for branchen og understregede behovet for innovation og automatisering.
En afsluttende paneldebat med alle oplægsholderne handlede om, hvordan vi øger udviklingen og anvendelsen af robotter og droner i det maritime og gav tilskuerne mulighed for at stille spørgsmål.
En af dagens vigtige pointer kom fra Thomas Gulløv Longhi og handlede om, at automatiseringen af den maritime sektor er nødvendig for at sikre branchens grønne omstilling: – Vi kan simpelthen ikke reducere udledningen i skibsfarten medmindre vi tager de nye teknologier til os. Derudover så mangler vi folk i den maritime branche, så vi har behov for at automatisere processer og gentænke, hvad skibsfart egentlig er.
Et budskab der resonerer godt med forståelsen af, at teknologi og grøn omstilling går hånd i hånd.
Fremtidige kompasretninger og fri leg
Dagen blev sluttet af med en guided tur i udstillingen, hvor vi besøgte virksomhederne ICS, Upteko, Blue Atlas Robotics, SenseMakers og Universal Robots og fik et indblik i, hvor teknologien er nu, og hvor den er på vej hen.
Herefter var det tid til “fri leg”, hvor medlemmerne havde mulighed for at besøge udstillingen eller deltage i konferencer på R-24 på egen hånd.
– At være medlem af BlueTech Center giver mig generelt både værdifuld viden og netværk. På netværksturen til R-24, som jeg havde fornøjelsen af at være med til, var jeg hovedsageligt interesseret i udviklingen på USV-området, droner og automatiseret fragt at gods. Jeg fik god info om USV’er og blev bekræftet i, at vi hos Ørsted er meget godt med på droneområdet. Derimod blev jeg skuffet over udviklingen på automatiseret fragt af gods. Men det var godt at blive opdateret på teknologierne og have en masse gode snakke med de øvrige medlemmer, sagde Sune Jørgensen om netværksturen (Senior Maritime Specialist hos Ørsted, medlem af BlueTech Center).
Ikke medlem endnu? Bliv medlem af BlueTech Center HER og deltag i vores spændende arrangementer.