Strategisk partnerskab for Maritim AI

Dansk-tysk samarbejde skal styrke maritime virksomheder gennem avanceret brug af kunstig intelligens.

Projektbeskrivelse og mål
DE-DK Maritime AI Collaboration (MarAI) er et for-projekt med det formål at undersøge og afklare grundlaget for et tættere samarbejde på tværs af den dansk-tyske grænse inden for maritim kunstig intelligens, og identificere konkrete samarbejdsmuligheder, der kan igangsættes på tværs af Tyskland og Danmark indenfor kort tid. Målet er at skabe en førende maritim AI-superklynge i den sydvestlige Østersø, der sikrer øget effektivitet, sikkerhed og bæredygtighed for maritime virksomheder på begge sider af grænsen.

Projektet skal bygge bro mellem maritime virksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige aktører, og derved fremme nye teknologiske løsninger og forretningsmodeller og styrke aktørernes evne til at igangsætte og gennemføre projekter om innovation og anvendt forskning samt øge deres kapacitet til samarbejde, hvilket vil bidrage til en fremtidig maritim AI-superklynge.

Ved at styrke de regionale innovationskapaciteter og udvikle synergier på tværs af grænsen, opbygger projektet et solidt fundament for fremtidige samarbejder og kommercielle muligheder til gavn for den maritime industri.

Projektresultater

Som en del af MarAI er mere end 300 virksomheder og organisationer i Interreg-regionen i Danmark og Tyskland blevet screenet. På baggrund heraf er der i projektet blevet udviklet et mindmap med aktører, der med forskellige kompetencer arbejder med maritim AI. Kortet fungerer ikke kun som informationskilde, men også som et værdifuldt værktøj til strategisk netværkssamarbejde i den maritime sektor. Du finder Dansk-tysk maritimt mindmap 2025 og en tilhørende beskrivelse nedenfor.

Af MarAI udspringer også en fælles dansk-tysk handlingsplan for fremtidig udvikling af maritim AI. Handlingsplanen finder du ligeledes nedenfor.

Den endelige slutrapport for projektet forventes klar i juni 2025.