BlueTech Center og det blå Fyn tiltrækker opmærksomhed fra Tyskland

BlueTech Center oplever i stigende grad, at internationale aktører får øje på det maritime økosystem, der er opbygget på Fyn. Det er et resultat af målrettet arbejde med at samle viden, netværk og innovationskraft i en region, der i dag fremstår som et stærkt maritimt samlingspunkt – ikke bare i Danmark, men i Nordeuropa.

Et aktuelt og konkret eksempel er den tyske startup Smartboatia, som arbejder med løsninger til den maritime sektor og netop har taget kontakt til BlueTech Center med henblik på at undersøge mulighederne for at etablere sig i Svendborg.

Smartboatia er stadig i en tidlig fase, men har store ambitioner – og ser mod Svendborg som en mulig strategisk base for sin fremtidige vækst.

“Vi håber at kunne udvide til Danmark i år – eller senest næste år. Der er mange maritime aktører på Fyn og i Svendborg, og det gør stedet meget interessant for os,” fortæller Lennart, der er medstifter af Smartboatia.

Startup’en overvejer både at etablere en dansk juridisk enhed og at koble sig digitalt på det danske marked i første omgang – med mulighed for fysisk tilstedeværelse på sigt. På nuværende tidspunkt har Smartboatia endnu ikke etableret et fysisk kontor – hverken i Tyskland eller Danmark – men virksomheden ønsker at komme tættere på de markeder og netværk, der er centrale for deres udvikling.

Et signal om styrkeposition

For BlueTech Center er henvendelsen fra Smartboatia mere end en enkeltstående forespørgsel – det er endnu et tydeligt tegn på, at regionens maritime styrker og internationale positionering virker.

“Vi har arbejdet målrettet på at gøre Fyn til epicenter for maritim teknologi – og det er enormt positivt at se, at det arbejde nu giver afkast i form af tiltrækning af udenslandske virksomheder, siger netværksleder Katarina Deylami.

BlueTech Center fungerer i dag som bindeled mellem virksomheder, vidensinstitutioner og offentlige aktører og har siden etableringen haft et særligt fokus på at åbne døren for internationale aktører, der ønsker adgang til det danske – og nordiske – marked.

“Vi ser Smartboatia som et stærkt eksempel på, hvordan vi kan bringe innovation og netværk sammen på tværs af landegrænser,” siger Katarina Daylami.