Digitaliseringen har taget et enormt indtag i verden, og den vil komme til at påvirke din virksomhed. Truslen fra IT-kriminelle samt nationale og internationale krav og regulativer gør IT-sikkerhed umuligt at komme uden om, hvis man vil drive forretning. Dette lagde grundstenene for BlueTech Centers første netværksmøde, der omhandlede, hvordan du får styr på din IT-sikkerhed.
Ved BlueTech Centers første medlemsarrangement den 19. september 2023, holdte blandt andre Claus Jacobsen, IT Security Specialist hos BlueTech Center-medlemmet KJAER DATA oplæg om, hvad du som maritim virksomhed skal leve op til ift. IT-sikkerhed nu og fremover, hvis din virksomhed skal have en fremtid.
Her er 5 af hans tips og gode råd:
- Hav fuld indsigt i, hvad du egentlig har af forbundne systemer/enheder, hvad der sker i dem, og kend de risici der er forbundet med de pågældende systemer/enheder. Jo hurtigere du kan opdage problemerne, jo mindre omkostninger vil der være i sidste ende.
- Som spejderne siger: Vær beredt. Det vil være umuligt at gardere sig 100% mod angreb. Spørgsmålet er, hvordan du rejser dig igen efter et angreb. Derfor: hav procedurer, planer og backup klar og hav det indøvet. Det er nemlig kun noget værd, når det bliver fulgt, og det kræver træning.
- Det er en stor elefant at spise, hvis man først skal til at se på IT-sikkerhed nu. Tag den i bidder, men tænk strategisk. Nogle gange kan det faktisk være en god idé at tage noget af halen, inden man går i krig med snablen.
- Hav styr på, hvad det betyder for jeres kunder, hvis I har nedetid. Krav om leverancesikkerhed vil blive et standardkrav på lige fod med økonomisk stabilitet og formåen, når kunderne vælger leverandør. IT-sikkerhed bliver med andre ord en konkurrenceparameter.
- I sidste ende handler det om din virksomheds overlevelse. Verden har forandret sig, og vi er desværre nødt til at ændre vores gamle vaner. Det er ikke længere noget, der bare går ud over naboen!
Læs mere om vores arrangementer: https://bluetechcenter.dk/kalender/
Bliv medlem af BlueTech Center: https://bluetechcenter.dk/medlemskab/