– Jeg døber dig MERKUR!
Sådan lød det ved den officielle åbning af den nationale udstyrsbank for maritim autonomi tilbage i oktober, hvor overraskende mange trodsede regn og rusk og var dukket op på havnen i Svendborg.
Navnet tilfaldt udstyrsbankens undervandsrobot, som i dagens anledning blev døbt af SIMAC’s ressourcedirektør Elsa Lund-Larsen og herefter søsat, og som nu, sammen med en masse andet udstyr, kan lånes kvit og frit af virksomheder, studerende og forskere, der arbejder med at udvikle maritim autonomi.
Udstyrsbanken skal understøtte de test- og demonstrationsprojekter, der frem mod 2026 ligger i MARS-projektet, som skal sikre udvikling af autonome løsninger til dansk skibsfart.
MARS – Maritime Autonomous Reliable Systems er en del af det fynske erhvervsfyrtårn NextGen Robotics og har til formål at skabe optimale rammer for nye og etablerede virksomheder, forskning og studerende for test og udvikling af intelligente navigations-og driftsteknologier og løsninger til autonom og bæredygtig nærskibsfart i og omkring Det Sydfynske Øhav.
Et projekt som understøttes af BlueTech Centers ambition om at sikre Fyn en førerposition inden for udviklingen af blå teksnologier.
– En af de største barrierer for virksomheders test af autonome løsninger er de udgifter, der er til indkøb af testudstyr. Vores projekt med en udstyrsbank skal give nystartede virksomheder og SMV’er, studerende og forskere let adgang til test af autonome løsninger i det testområde, vi er ved at etablere i det sydfynske Øhav. Formålet er at løfte maritime virksomheder og vidensinstitutioner inden for maritim autonomi, så de leverer fremtidens teknologi og arbejdspladser, siger Charlotte Kirkegaard Flugt, projektleder på MARS, som drives af SIMAC.
Udstyrsbanken er blevet til ved hjælp af en flot donation fra Den Danske Maritime Fond.
Tag kontakt til Charlotte Kirkegaard Flugt for at benytte udstyrsbanken på 29 63 25 16 eller ckf@simac.dk