Som vi tidligere har orienteret om, så har vi i BlueTech Center i en længere periode arbejdet hen imod at blive national klynge for logistik og maritim teknologi gældende fra 1. januar 2025.
Hermed en status på den proces:
I august indsendte vi vores ansøgning om at blive national klynge. Kort efter blev klyngeudbuddet og dermed samtlige klyngeansøgninger annulleret og hele processen udskudt med et halvt år. Det skete som følge af regeringens forslag om forenkling af den danske klyngeindsats til finanslov 2025.
Det er selvfølgelig ikke optimalt efter et intensivt arbejde på ansøgningen. Men det er ikke spildt, og vi arbejder fortsat målrettet på at blive national klynge – nu bare med en lidt længere bane at spille på.
Vi forventer et nyt udbud slut november og derefter en ny ansøgningsproces på et par måneder. De nationale klynger udpeges i midten af maj med forventet opstart 1. juli 2025.
Hvad betyder det for jer som medlemmer af BlueTech Center?
Det korte svar er: Ingenting!
Denne orientering er blot for de interesserede😊
Vi og I har igennem godt og vel et år opbygget BlueTech Center til at være en stærk og tillidsbaseret fynsk medlemsorganisation, der bygger på stærk faglighed og på Fyns og især Sydfyns maritime styrkeposition.
Det er dette solide fundament, en kommende national klynge for logistik og maritim teknologi skal stå på skuldrene af. Og det er dette stærke fundament, der sikrer klyngen et fynsk hovedsæde i Svendborg og regionale hubs i resten af landet.
Hovedsædet i Svendborg vil også fungere som klyngens fynske hub og videreføre og udbygge vores fynske netværk. Vi vil fortsætte med at tilbyde regionale netværksarrangementer, virksomhedsbesøg, faglige ture, medlemspleje og videndeling med fokus på fynske maritime virksomheders behov.
En ny national klynge for logistik og maritim teknologi skal ses som et add on, der vil sikre, at offentlige innovationsmidler også kommer maritime virksomheder og logistikvirksomheder til gode.
Det vil altså betyde flere tilbud til vores medlemmer og mulighed for at deltage i kommende innovationssamarbejder, som kan bidrage til relevante løsninger på SMV’ers behov og udfordringer.
Vi holder jer løbende orienteret omkring den nationale klyngeproces – ligesom vi selvfølgelig fortsat holder jer orienteret om alle vores gode medlemstilbud.
I er altid velkomne til at tage fat i i en af os i BlueTech Center, hvis I har spørgsmål eller bare lyst til en snak.