Med en danskudviklet platform samler og visualiserer BlueTech Center-medlemmet Runiqo data fra droner, sensorer, satellitter og andre datakilder i ét fælles situationsbillede. Målet er at gøre store og komplekse datamængder lettere at forstå, så beslutningstagere kan reagere hurtigere og på et bedre oplyst grundlag.
Runiqo er en dansk softwarevirksomhed med base i Odense. Virksomheden er stiftet i 2022 og drives i dag af Morten Funder-Schmidt, CEO, og Bo Thorsen, CTO. Runiqo har udviklet en platform, der samler og visualiserer data fra droner, sensorer, satellitter og andre datakilder i ét fælles situationsbillede.
Platformen fungerer som et multi-domæne system, der kan give overblik over en flåde af droner og sensorer til lands, til vands, under vandet og i luften. Kort sagt hjælper Runiqo organisationer med at omsætte data til handling.
Et fælles situationsbillede på tværs af datakilder
En af de generelle udfordringer, Runiqo peger på, er, at der findes mange forskellige datakilder, som ofte opererer hver for sig. Det kan gøre det vanskeligt at skabe et hurtigt og samlet overblik. Runiqos bidrag er at samle data i én platform, så brugerne får et mere sammenhængende situationsbillede og dermed et bedre grundlag for at træffe beslutninger.
Runiqos system går under navnet Heimdal. Systemet kan indhente data fra forskellige kilder, behandle dem og alarmere, hvis noget kræver akut opmærksomhed og handling. Det kan for eksempel være hændelser som skovbrand, markbrand, højvande eller olieudslip.
Runiqos AI er fortsat under udvikling. AI’en arbejder med at identificere mønstre, afvigelser og hændelser i store datamængder. Den kan sammenligne data før og efter en hændelse og fremhæve de observationer, der kræver opmærksomhed.
Samarbejdet med Beredskabsstyrelsen og ESA
Samarbejdet mellem Runiqo, Beredskabsstyrelsen og ESA handler om at undersøge, hvordan moderne teknologi som satellitdata, droner og avanceret software kan understøtte overvågning og beslutningsprocesser i forbindelse med blandt andet miljø- og beredskabsopgaver.
ESA bidrager med data fra deres satellitter, mens Runiqos rolle er at sikre, at data fra forskellige kilder kan samles og præsenteres på en brugervenlig måde. Formålet er, at relevante aktører kan få et bedre overblik over en situation, som kræver hurtig handling.
Samarbejdet udspringer af et fælles ønske om at undersøge nye teknologiske muligheder inden for monitorering og dataanalyse. Ifølge Runiqo er det opbygget over flere år gennem dialog, projekter og innovationsforløb med både nationale og internationale partnere. Samarbejdet med ESA og Beredskabsstyrelsen er fortsat et løbende partnerskab.
Fra observation til handling
Et konkret eksempel på, hvordan Runiqos system har skabt værdi, er indenfor miljøovervågning, hvor data fra forskellige kilder kan kombineres og præsenteres i realtid. Det betyder, at relevante myndigheder og operatører hurtigere kan identificere, vurdere og reagere på hændelser.
”Fremtidens udfordring er ikke mangel på data – det er evnen til at omsætte data til beslutninger. Det er præcis dér, Runiqo fokuserer sin udvikling af AI, satellit, drone og sensorintegration kombineret med scenarieanalyse.”
– Morten Funder-Schmidt, CEO hos Runiqo
Værdien ligger især i at reducere tiden fra observation til handling og samtidig skabe et bedre overblik. Teknologien kan hjælpe med at prioritere relevante observationer og understøtte hurtigere vurderinger af en situation.
Scenarieanalyse og AI i udvikling
Runiqo udvikler metoder til scenarieanalyse, hvor forskellige handlingsmuligheder og konsekvenser kan vurderes på baggrund af de indsamlede data. Målet er at give beslutningstagere et stærkere grundlag for at træffe de rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt.
Fremadrettet vil Runiqo gerne kunne give en handlingsplan og ikke kun slå alarm. Systemet skal dermed også kunne oplyse, hvad man kan gøre i den pågældende situation for at forhindre eller begrænse en hændelse.
”Vi ser ikke kunstig intelligens som et mål i sig selv. For os handler AI om at hjælpe mennesker med at forstå komplekse situationer hurtigere og træffe bedre beslutninger. Hvis vi kan omsætte millioner af datapunkter til få klare handlingsmuligheder, så har teknologien skabt reel værdi,”
– Morten Funder-Schmidt
Realtid, integration og tovejskommunikation
Latency er en central problematik. Runiqo arbejder på at mindske forsinkelsen, altså den tid det tager for data at komme fra et punkt til et andet. Samtidig kan systemet håndtere flere kommunikationskanaler, hvor data både kan sendes og modtages.
Det betyder, at systemet kan hente data fra en drone, men også understøtte kommunikation den anden vej. Hvis der for eksempel er behov for at se en situation fra en anden vinkel, kan der kommunikeres tilbage til droneføreren, så dronen kan flyttes eller drejes.
Teknologi, der skal fungere i praksis
Som ved alle professionelle samarbejder stilles der høje krav til kvalitet, stabilitet og dokumentation. Ifølge Runiqo er det vigtigt, at nye løsninger kan samarbejde med eksisterende systemer og arbejdsgange. For virksomheden handler det først og fremmest om at udvikle teknologi, der er robust, brugervenlig og fremtidssikret.
En af de største læringer for Runiqo har været betydningen af tæt samarbejde mellem teknologiudviklere og slutbrugere. Virksomheden peger på, at den bedste innovation opstår, når løsninger udvikles sammen med dem, der skal anvende dem i praksis. Værdien ligger ikke kun i datamængden eller AI-algoritmen, men i evnen til at omsætte data til forståelige beslutningsgrundlag – i samspillet mellem mennesker, data og teknologi.
Videreudvikling og nye samarbejder
Runiqo arbejder løbende med at videreudvikle platformen inden for miljø, kritisk infrastruktur, forsvar og avanceret datafusion. Virksomheden er også i gang med at udvikle et brugerbaseret Advisory Board med fokus på produktet og den strategiske retning.
Samtidig søger de nye samarbejdspartnere, kunder og innovationsprojekter, hvor virksomheden kan bidrage med kompetencer inden for dataintegration, realtidsinformation og digitale situationsbilleder. Interessen samler sig især om løsninger, der kan samle data fra mange forskellige kilder og omsætte dem til brugbar viden.
Læs også:
- Medlemshistorie: Runiqo omsætter komplekse data til hurtigere handling
- Medlemshistorie: Marina Healths AI-assistent testes af DFDS og Esvagt
- BlueTech Center åbner på Odense Havn og styrker det maritime netværk på Fyn
- Medlemsprofil: Blue Atlas Robotics
- Medlemshistorie: MARPRO Group vil styrke maritime karrierer med ny guidebog

